Vinget Benved i efteråsfarver

Efterår og løvfald

Den første rim har været på græssetog træerne og buskene viser deres smukke farver i gult, rødligt og brunt. De vedagtige planter kender besøgstiden – vinteren nærmer sig.
Men det er den smukkeste årstid rent farvemæssigt og i haven er det tid til at runde sæsonen af med at fjerne hvad der måtte være af ukrudt, skære græskanterne flot, de kan stå pæne til ind i næste forår og klippe hvad der måtte være knap så pænt.

Vinget Benved i efteråsfarver
Vinget Benved i efterårsfarver

Der er dog opgaver der bør gives en høj prioritet.
De mange nedfaldne blade skaber problemer for græsplænen og bør fjernes hurtigst muligt. Den skygge et lag blade skaber for græsplanterne, får dem til at mistrives og måske dø, hvilket ender med bare pletter til foråret. Og da græsset stadig vokser, er det oplagt at bruge plæneklipperen til klipning og fjerne blade. Det kræver dog den er udstyret med en opsamler.
Brug de finthakkede blade under rhododendron, jorddække i urtehaven eller i komposten. Her omdannes de til nyt muld og tilfører dermed nyt næring til jorden.
Bliver du senere træt af at se på visne staudetoppe, kan du klippe dem 20 cm over jorden og så lægge bladene der i mellem. Klip ikke stauderne helt ned, stænglerne beskytter de nye spæde skud der er i jordoverfladen og et bladdække er en fantastisk beskyttende dyne mod vinterens barfrost.
Få også fejet stier og terrasser så de er rene og sikre at gå på, og brug det opfejede i bede og under buske. Her vil den smule sand der uvilkårligt følger med, på sigt, forbedre en fed lerjord så den bliver lettere at arbejde med.
Og nu hvor efterårsferien for mange er over os, kan jeg kun opfordre til at komme ud i den smukke natur og nyde de fantastiske farver.

Anlægsgarnter Arne Biering
Arne Biering